Erhverv

3F fik medhold i principiel sag overfor anlægsgartner fra Skjern

– Sagen sætter røde streger under, at man som arbejdsgiver ikke bare kan shoppe ind og ud af aftalesystemet, siger formanden for 3F Byggegruppen Claus von Elling.

Arbejdsretten har i dag afsagt dom i en sag mellem anlægsgartnerfirmaet Lauge Bonde fra Skjern og 3F. Sagen handler i korthed om, at Lauge Bonde – på trods af indgået overenskomst med 3F – har undladt at indbetale pension til Pension Danmark. 3F har fået medhold, og firmaet Lauge Bonde er i dag blevet pålagt at overholde den indgåede overenskomsten.

Formanden for 3F Byggegruppen Claus von Elling siger om dommen:

– Vi er glade for at sagen nu har fået sin afgørelse, og vi er selvsagt tilfredse med, at vi fik medhold. Vi har gennem hele forløbet overholdt gældende regler og forsøgt med dialog. Vi er som fagforening helt naturligt optagede af, at ansatte skal have de bedst mulige løn- og ansættelsesforhold. Og det gør man nu engang via det danske aftalesystem, som vi er en del af. Sagen sætter røde streger under, at man som arbejdsgiver ikke bare kan shoppe ind og ud af aftalesystemet. Overenskomster er gensidigt forpligtende. Det er netop det, der giver de ansatte den tryghed de skal have. Vi er glade for at sagen nu er landet, og vi ser frem til, at der nu falder ro på, og vi kan få gang i et godt samarbejde fremadrettet.

Kommentarer