Kultur

Danmarks første challenge for el-biler køres på vestkysten

Danmarks første udholdenhedsløb for el-biler afholdes som beta-event den 28. maj på vejene omkring Ringkøbing Fjord. Foto: WestWind Challenge

Lørdag den 28. maj lanceres den første BETA-udgave af WestWind Challenge – Danmarks første udholdenhedsløb for el-biler.

I et 6-timers udholdenhedsløb – eller Endurance Challenge – skal 25 elbiler, herunder 5 kendis-biler, dyste og teste oplade- og batteriteknologi, infrastruktur og kørefærdigheder på de vestjyske landeveje i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der kåres én vinder, og alle kan søge om at være med. 

I Ringkøbing-Skjern Kommune er vi stolte af at titulere os som Naturens Rige. Vi tager den grønne omstilling alvorligt, og der produceres i kommunen 50% mere grøn el, end der forbruges. I 2008 vedtog kommunen en vision om at være 100% selvforsynende med grøn energi, og vi forventer at komme i mål i 2024. Verdens største vindmølleproducent, Vestas er født i vores kommune, og vi er stolte af, at udviklingen af nye grønne teknologier sker her hos os. Med baggrund i vores satsning på den grønne omstilling er det naturligt for os at bidrage aktivt til skabelsen af en international eventplatform for fossilfri transport,” udtaler Næstformand og borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard.

Værter på dagen er komikeren Jan Gintberg og radio/TV-værten Huxi Bach. 

“Ideen om at skabe en årligt tilbagevendende begivenhed – et folkemøde for fossilfri transport – skal nu endelig afprøves den 28. maj. Det er tanken om, at vi i fælleskab, og på tværs af baggrunde og fagligheder, kan udvikle og oplyse hinanden for at gøre fossilfri transport til et naturligt valg. Vores fremtid bliver på grøn strøm, og Danmark har været et af foregangslandene indenfor vindmøller. Det skal vi være stolte af og udnytte, at Danmark på den måde bidrager til at inspirere resten af verden. Vores 6-timers Endurance Challenge, som vi nu BETA-tester i området rundt om Ringkøbing Fjord, skal være med til netop dét! At inspirere til nye ideer og adfærd, der forhåbentlig vil give en hurtigere og mere naturlig overgang til grøn transport. Vel mødt!” Lyder det fra komiker, Jan Gintberg.

Fra festivalscenen med storskærme vil værterne løbende kommentere og være i dialog med bilerne via kameraer og reportagevogne. Derudover vil politikere, erhvervspersoner, videnfolk og artister indgå i samtaler og underholdning på scenen og via storskærmslink. Alt sammen for at gøre os klogere på, hvad den grønne omstilling betyder for os som forbrugere og samfund – og det hele pakket ind i et underholdende, lærende og involverende univers.

Festivalpladsen bliver således et grønt eksperimentarium med udstillere, aktiviteter og mulighed for at se og prøvekøre el-biler, samt nyde mad- og drikkevarer fra det vestjyske spisekammer. Og i Stauning Lufthavn vil udvalgte gæster få mulighed for at testkøre nogle af de fremmeste elbiler sammen med en racerkører. Dette vises også på festivalpladsens storskærm. 

“Vestas er i dag en global virksomhed, men Ringkøbing-Skjern Kommune er vores hjem. Derfor er vi også stolte af at være med til at skabe en platform i Ringkøbing-Skjern Kommune, der viser, hvordan vi kan bruge strømmen fra vores vindmøller til at skabe fossilfri transport. Vi er nødt til at tage et ansvar og vise vejen frem imod et energi-system, der er 100% grønt. Det gavner klimaet, det skaber energi- uafhængighed og det giver danskerne lavere elregninger. WestWind Challenge er en perfekt platform, hvor nationale og internationale aktører kan netværke og dele viden omkring grøn transport, hvorfor vi håber, at flere større virksomheder og organisationer vil støtte op om WestWind Challenge i årene fremover,” slutter bestyrelsesformand i WestWind Challenge og Group Senior Vice President i Vestas, Morten Dyrholm.

Der vil løbende blive offentliggjort event-indhold samt medvirkende frem mod den 28. maj på westwindchallenge.com

Kommentarer