Danmarks klimakommune er tæt på at nå 100 procents mål på vedvarende energi
Dansk Energi har udnævnt Ringkøbing-Skjern Kommune som Danmarks Klimakommune nr. 1. Samtidig viser ny opgørelse, at Naturens Rige er 83,3 procent selvforsynende med vedvarende energi.
Mens varmeregningen hos både virksomheder og private husholdninger bare stiger og stiger, tygger vestlige ledere på, hvordan vi bedst når Parisaftalens målsætninger og samtidig gør os uafhængige af russisk gas og olie.
Og midt i det er opgørelsen over produktionen af vedvarende energi nu landet i Danmarks Klimakommune nr. 1, Ringkøbing-Skjern Kommune.
Regnskabet for 2020, der netop er færdiggjort, viser, at Naturens Rige nu er 83,3 procent selvforsynende med vedvarende energi. Dermed ser det ud, som om kommunen når målet om at blive 100 procent selvforsynende i 2024.
– Dansk Energi under Green Power Denmark udnævnte tidligere på året Ringkøbing-Skjern Kommune som Danmarks Klimakommune nr. 1, fordi vi er den kommune, der i løbet af de seneste fire år har haft den største udbygning af produktionen af vedvarende energi, forklarer specialkonsulent i kommunens Klimasekretariat, Henning Donslund.
– Det er selvfølgelig noget, vi er stolte af, og det er en titel, der forpligter, fortsætter Henning Donslund og tilføjer:
– Skiftende byråd og Energi-/Klimaråd har arbejdet målrettet og ihærdigt på at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi, siden byrådet tilbage i 2008 vedtog sin første meget ambitiøse energistrategi. Og derfor er det da heller ikke den store overraskelse for mig, at vores nye energiregnskab nu viser, at vi i 2020, som er den seneste opgørelse, er helt oppe på en selvforsyningsgrad på 83,3 procent.
Kæmpe potentiale i vind, sol og biogas
Ringkøbing-Skjern Kommune er allerede mere end selvforsynende med strøm fra vedvarende energi, og vindmøllerne i Naturens Rige bidrager med ca. 10 procent af det samlede danske strømforbrug fra vindkraft – potentialet er meget større, idet produktionen af grøn strøm fra havmøllerne i Vesterhav Syd forventes at kunne tælles med fra 2024. Ringkøbing-Skjern Kommune må tælle halvdelen af produktionen fra Vesterhav Syd med i sit energiregnskab.
Herudover kan der nu og i fremtiden hentes meget mere vedvarende energi fra bl.a. solceller og biogasanlæg. Grøn energi, der er eftertragtet:
– Men man behøver bare åbne en avis eller tænde for nyhederne for at få bekræftet, at vi – hér og ude i verden – har brug for meget mere vedvarende energi, hvis vi vil frigøre os for den fossile energi, siger Henning Donslund.
Alternativer til fossil energi og sort landbrug
Derfor går Ringkøbing-Skjern Kommune nu også forrest i den del af den grønne omstilling, der handler om at finde alternativer til fossilt brændstof – og til sort landbrug.
Efter at Ringkøbing-Skjern Kommune gennem mange år har taget rigtig mange initiativer på energiområdet, viser den seneste opgørelse nemlig, at 98 pct. af den samlede CO2-udledning fra kommunen kommer fra transport og landbrug.
– Vi arbejder med projekter inden for så forskellige områder som power to X, der skal transformere vindenergi til flydende brændstof til den tunge transport, og biokul, der skal vise vej mod et fossilfrit landbrug. Herudover tilbyder vi hjælp til grønne forretningsmodeller hos virksomhederne og arbejder på opsætningen af flere ladestandere til el-biler – foruden elbils-eventet West Wind Challenge, forklarer Henning Donslund.
Kommunens Klimasekretariat arbejder lige nu sammen med Klimarådet og hhv. Teknik- og Miljøudvalget samt Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget på at skrive en klimahandlingsplan og udarbejde kommunens nye klimapolitik, der forventes politisk vedtaget i efteråret 2022.
Kommentarer