Debat og politik

Dina Raabjerg fra Ikast overtager Søren Papes plads i Folketinget

Ved Søren Pape Poulsens død efterlades en lads i Folketinget, som nu overtages af Dina Raabjerg fra Ikast. Foto: Jakob Melgaard / Det Konservative Folkeparti

Det bliver det konservative byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune, Dina Raabjerg, der som førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds nu skal overtage Søren Pape Poulsens plads i Folketinget.

53-årige Dina Raabjerg har siddet i byrådet i Ikast-Brande Kommune siden 2021. Ved Folketingsvalget i 2022 blev hun førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds med 770 personlige stemmer.

– Det var absolut ikke det, jeg havde drømt om, må jeg sige, udtaler hun til Ritzau.

Dina Raabjerg er søndag formiddag på vej til Christiansborg, hvor der klokken 13 afholdes en lukket mindehøjtidelighed for De Konservatives afdøde formand.

– Det er en underlig følelse, for jeg har arbejdet hårdt i sin tid for at komme i Folketinget, men det er jo ikke på sådan nogle præmisser her, man ønsker det.

Hun genkender det billede, som mange andre beskriver Søren Pape, men fortæller, at han også var en genert type og en smule introvert, men åben at snakke med.

– Det gjorde, at det var nemt at sidde ved siden af ham. Der var ikke en masse pres. Det var altid afslappende at være sammen med ham, fortæller en berørt Dina Raabjerg.

Kommentarer