Debat og politik

Enlige og børnefamilier betaler mere i moms – og det provenu vil staten dele ud af som inflationshjælp

Af Dina Myrup Raabjerg, Det Konservative Folkeparti

Folketingskandidat , Vestjyllands Storkreds
Byrådsmedlem, Ikast-Brande Byråd

I forslaget til ny Finanslov ligger der 2 mia. kr. i inflations-hjælp til dem, der har mindst. Regeringen nævner selv de borgere, der får ældrecheck.

Endnu engang skal der gives gaver i stedet for at nedsætte de afgifter, der vil hjælpe enlige, børnefamilier og folk i yderområderne; folk, der er afhængige af bilen for at komme på arbejde eller køre deres børn i skole.

Michael er enlig far til to drenge, og han skrev til mig om sin situation. Han er hårdt presset på økonomien og kan skyde en hvid pil efter en inflations-gave. For han har næsten 500.000 kr. i løn. Og så er man rig i DK. Michael mener selv, at han har en god løn. Men som enlig far, er han blevet ekstremt hårdt presset på økonomien. Han har pillefyr og forventer at skulle betale 3.000 kr. mere hver eneste måned alene til varme. Og mindst lige så meget på strøm. Dertil kommer de ekstra penge i diesel til bilen. De penge har han ganske enkelt ikke i sit budget. Michael lever ikke ekstravagant og har faktisk sat sig fornuftigt økonomisk med et lille realkreditlån med afdrag på under 1 mio. kr. Men hans lån er rentetilpasning, og det skal genforhandles snart. Det gør ham endog meget nervøs.

Michael aner ikke sine levende råd. Og som sådan ligner han mange andre danskere, der er presset lige nu. Og én ting er sikkert. Han skal ikke forvente nogen form for hjælp eller gave af Regeringen.

Momsen i Danmark er 25% ovenpå alt, hvad vi køber. Og selvom folk sparer, så giver de stigende priser en fin lille ekstra indtægt til staten. Faktisk fik staten i følge Danmarks Statistik over 6,5 mia. kr. mere i moms i første kvartal af 2022 i forhold til 1. kvartal 2021. Det er altså penge, der er gået fra borgernes lommer og ned i statskassen.

Det betyder, at med Regeringens gave-løsning, så kommer Michael til at betale ekstra i moms for sin strøm og varer. Og den ekstra indtægt går reelt i gave til hans naboer. Og på den måde får helt almindelige børnefamilier og enlige store lommesmerter. Og det synes jeg ikke er fair? I stedet for at vedblive at øge det offentlige forbrug og give gaver, skulle man fra statens side i stedet for bruge den helt indlysende løsning; at nedsætte afgifterne og spænde livremmen ind.

Kommentarer