Samfund

Færre ansøgninger fra kvinder om senabort på social indikation

I 2021 har der været 51 ansøgninger fra kvinder i Region Midtjylland om senabort på social indikation. Antallet af sager er faldet stødt siden 2016, med undtagelse af et brat dyk i 2020, hvor Corona-pandemien tog fat, viser ny årsrapport fra Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering.

Samrådssekretariatets årsrapport for 2021 som er udarbejdet ved Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering på Regionshospitalet Gødstrup, viser, at der er blevet registreret i alt 202 ansøgninger fra midtjyske kvinder om abort på særlige betingelser efter 12. svangerskabsuge.

En årsag til brat dyk i sager kan være Corona-pandemien

202 sager om senabort i 2021 er et væsentligt lavere antal end de tilsvarende for 2016 (247), 2017 (247), 2018 (224) og 2019 (232), men sammenlignet med 2020, hvor der var 185 sager, er der tale om en betragtelig stigning. 

Størstedelen af sagerne om senabort i 2021 (129 ud af 202) har ligesom tidligere år handlet om fosterskader. Imens har Samrådssekretariatet behandlet kontinuerligt færre sager om senabort på social indikation fra 2016 (80) til 2021 (51).

Herudover ses der, helt ekstraordinært, nærmest en halvering i antallet af sager om senabort på social indikation fra 2019 (61) til 2020 (32), hvor Corona-pandemien fejede over Danmark.

Støttende indsatser kan have stor betydning for færre sager

– Ser vi bort fra 2020, som var et bemærkelsesværdigt år på grund af Corona-pandemien, er årsagen til faldet i sager siden 2016 ikke entydig. Vi kan ikke udelukke, at en af årsagerne til det aktuelle fald vi ser, kan skyldes efterdønninger af COVID-19. Vi formoder dog, at støttende indsatser til sårbare gravide har stor betydning, så flere kvinder kan gennemføre graviditeten på trods af udfordringer i sociale forhold. Desuden er der kommet flere initiativer med fokus på information og udlevering af sikker prævention, siger lægefaglig leder af Samrådsekretariatet i Region Midtjylland ved Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Camilla Mølsted.

En graviditet er ikke altid hverken ønsket eller planlagt, og beslutningen om at få foretaget en provokeret abort kan være en vanskelig proces. Der er derfor iværksat tilbud om særlige støtteforanstaltninger knyttet til de gynækologiske afdelinger og praktiserende læger i form af den regionale svangreomsorg, Team for Sårbare Gravide og Familieambulatoriet. Desuden fungerer bl.a. Mødrehjælpen også med samtaler og støtte på anden vis.

Kvinderne får ved samtalen i Samrådssekretariatet desuden information om muligheden for at få tilbudt hjælp og støtte uafhængigt af valget om provokeret abort eller gennemført graviditet.  

– Vi har i årsrapporten for 2021 valgt at bringe et fagligt indlæg fra RED Center mod æresrelaterede konflikter, der beskriver særlige indsatser, herunder rådgivning, videnformidling og støtte for unge, voksne og forældre, der er udsat for eller vidende om æresrelateret vold og kontrol. I forbindelse med samtaler i Samrådssekretariatet. hvor enten kvinden eller parret er i målgruppen, informeres der også om mulighederne for at henvende sig i RED Center, siger lægefaglig leder Camilla Mølsted. 

Kommentarer