Af Carsten Bach, Liberal Alliance

Ifølge kirkeminister Morten Dahlin er en stærkere kristen forankring nødvendig, hvis de yngre generationer skal genfinde kampviljen i en ny verdensorden.

I en tid, hvor der oprustes i Europa, og hvor vi i Danmark forbereder os på et ændret trusselsbillede, er det vigtigt at vide, hvad vi kæmper for – ikke kun hvad vi kæmper med. Så langt er ministeren og jeg enige. Men at løsningen nødvendigvis må være kristendommen, er jeg uenig i.

Selvfølgelig kan vi ikke nøjes med at stikke et nyt våben i hånden på unge danskere og forvente, at de vil kæmpe. De skal vide, hvad der er værd at kæmpe for.

Når danskerne stiller sig klar til at forsvare deres land, tror jeg ikke, det skyldes religiøse budskaber. Det skyldes de værdier, de bærer med sig fra hverdagen – fra deres familie, venner, lokalsamfund og de fællesskaber, som vores frie og åbne samfund har gjort mulige.

De værdier er ikke afhængige af kristendommen. Motivation og kampvilje opstår i forankringen til de fællesskaber, hvor man oplever ansvar, omsorg og medmenneskelighed – ikke i religiøse dogmer. Og vigtigst: De udspringer af den frihed, som vores demokrati og grundlov garanterer. Det er den frihed, vi forsvarer, og ønsker fortsat at forsvare med alle de midler, vi kaster i Forsvaret – ikke en bestemt tro.

Når vi fejrer grundlovsdag, fejrer vi netop de værdier, der udgør fundamentet for det danske samfund: frihed, medborgerskab, lighed og demokrati. Grundloven nævner ganske vist folkekirken i § 4, men det bærende princip i forhold til religion findes i § 67, hvor tros- og overbevisningsfriheden slås fast.

Det betyder, at alle har ret til at tro – eller lade være. Og det betyder, at staten ikke skal være missionshus. Det betyder også, at danske soldater ikke kæmper i Guds navn, men i befolkningens navn. I frihedens, samfundsansvaret, foreningslivets og fællesskabets navn.

Når beslutningen om dansk militær deltagelse træffes, sker det gennem Folketinget og ikke gennem kirken. Det er en demokratisk beslutning, båret af folkevalgte politikere, ikke religiøse institutioner. Vores soldater er repræsentanter for hele befolkningen og ikke for den danske folkekirke.

Der hersker en udbredt, men fejlagtig idé om, at kristendommen har givet os vores frihed. De liberale rettigheder udspringer ikke af religion, men af Oplysningstidens idéer.

Det var her, de første frø til ytringsfrihed, religionsfrihed, magtens tredeling og folkelig deltagelse blev sået – ofte i opposition til de religiøse autoriteter og knap så meget i samspil med dem.

Det moderne, frie Vesten er snarere opstået på trods af end på grund af religionens dominans. Det bør vi anerkende, særligt på grundlovsdag – hvor vi fejrer, at vi har lavet et demokrati, bygget et samfund op om nogle fælles retningslinjer, der er større end Gud og religion.

Hvis vi vil styrke unges modstandskraft og kampgejst, skal og bør vi ikke forankre dem i én bestemt tro. Jo, de må gerne tro på Gud. Men de må også gerne tro på Muhammed, Jehova eller ånder – så længe de er forankret i demokratiet. I tillid. I medborgerskab. Og så længe de køber ind på vores danske frihedsværdier.

Det handler om, at vi skal forankre vores unge i en følelse af at høre til i et samfund, der giver plads til forskellighed og ansvar, men til gengæld kræver individuelt engagement.

Det er nemlig de fællesskaber og den frihed, som vores unge vil kæmpe for, hvis det bliver nødvendigt. Ikke fordi Gud har sagt det, men fordi friheden er værd at bevare.

Så selvom både folkekirken og Forsvaret er skrevet ind i grundloven, er de to institutioner bestemt ikke smeltet sammen.