112

Hvide Sande: Brand og kemisk udslip er under kontrol

Den brand i en virksomhed på havnen i Hvide Sande, der startede natten til torsdag er under kontrol. Det samme er tilfældet med det kemikalieudslip, der skete torsdag. Branden bliver efterslukket og udslippet er inddæmmet. Det frarådes fortsat at opholde sig i en del af Ringkøbing Fjord.

Siden natten til torsdag har der været brand i en virksomhed på havnen i Hvide Sande. Branden er under kontrol, men der sker stadig en del efterslukning på stedet.

I forbindelse med branden skete der et udslip af det farlige stof jernklorid i Ringkøbing Fjord. Stoffet farver vandet rødt og kan give skader på huden og i værste tilfælde åndenød. Derfor blev badning i Ringkøbing Fjord frarådet.

Badning i lille del af fjorden frarådes fortsat

Der er blevet taget prøver af badevandet i Ringkøbing Fjord i dag. Svaret på prøverne medfører, at det potentielt forurenede område i fjorden er blevet indskrænket. Frem til mandag den 20. september kl. 12.00 frarådes ophold i Ringkøbing Fjord fra Langsand til Beddingsvej og 1000 meter ud fra kysten.

Man kan færdes frit i og omkring Hvide Sande, så længe man respekterer afspærringerne i området, og undlader at bade i det potentielt forurenede område.

Vi udsender ny information mandag den 20. september 2021.

Kommentarer