Debat og politik

I Danmark skal vi hverken fryse om vinteren eller frygte om vi kan få mad på bordet!

Af Mette Nielsen, Socialdemokratiet

Folketingskandidat, Vestjyllands Storkreds
Byrådsmedlem, Viborg Kommune

Uanset hvor man færdes i hverdagen, eller om man læser medierne, så er der mange bekymringer om både fremtiden og den enkeltes økonomi. Spørgsmålene er: Hvor galt kan det gå? Kan vi betale? Eller kan vi risikere, at måtte sælge huset? – eller ender det med, at vi går fra hus og hjem?

Inflationen rammer os alle, og især dem, der i forvejen har et lille rådighedsbeløb. Håndteringen af de høje prisstigninger fylder derfor også meget i det finanslovsforslag, som regeringen præsenterede i sidste uge.

Putins krig i Ukraine rammer bredt – og dybest set os alle på mange måder. Krigen i Ukraine giver utryghed hos dig og mig, hos os alle i Viborg kommune, Midt og Vestjylland, i Danmark og ja, der er en stor usikkerhed og frustration i hele Europa.

I dag slukker man lyset i Dagli` Brugsen i Klejtrup – den landsby hvor jeg bor. Det sker for at markere de stigende energipriser. Som har betydet stigende priser på daglig varer. Det føles ekstra tæt på, når vi i hverdagen mindes om ”den krise”, som vi står midt i.

Når forsyningerne af varer og materialer forsinkes eller udebliver for en periode, så gør det den økonomiske situation endnu mere usikker. Firmaer kan ikke levere deres varer eller byggerier til tiden. Det er ikke vare den enkelte danskers økonomi eller Europas økonomi der er udfordret. Det er vores verdens økonomi der er udfordret. Vores købekraft er  svækket, og det giver en presset økonomi.

Med finansloven som regeringen præsenterede i sidste uge, så forsøger socialdemokratiet at håndtere inflationen på en klog måde. For hvis vi giver store skattelettelser til de rigeste – som Søren Pape vil – så er det vores opfattelse i socialdemokratiet, at vi smider benzin på bålet og får endnu højere prisstigninger!

Vi skal målrette vores indsats og give et økonomisk tilskud til dem som har mindst. Jeg mener her de mennesker, som har  svært ved at betale elregningen og  huslejen. Hvor hver en krone skal vendes for at få mad på bordet.

Der er i finansloven afsat en pulje på 2 mia. til at hjælpe dem som rammes hårdest, og som har brug for en håndsrækning for at få hverdagen til at hænge sammen.

Og derudover skal EL-afgiften sættes ned. Længere er den ikke. Der skal handling til nu. Og det kræver, at alle partier trækker i arbejdstøjet og parkerer valgkampen for en tid.

Derudover forventer jeg, at alle med viden om stigning om varmepriser i lokale varmeværker, vil tage ansvar og melde det åbent og ærligt ud. Det er ikke i orden, at voldsomme prisstigninger kommer med kort varsel.

Lad mig sige det helt klart: I Danmark skal vi ikke fryse om vinteren eller frygte om vi kan få mad på bordet.

Kommentarer