Af Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti

Jeg har fuld forståelse for, at vi er uenige i politik. Det er vel nærmest indbegrebet af et demokrati, at vi kan være uenige, og at det bedste argument skal vinde. Og jeg ved også godt, at bølgerne kan gå højt. Sådan er det med meninger.

Men det virker til, at der er ved at ske et skred.

Søndag var jeg i tv-debat med Jakob Ellemann og Mette Frederiksen. Og Mette Frederiksen havde flere påstande med på aftenen, som hun slyngede om sig. Flere påstande som var lodret forkerte.

Hun blev stædigt ved med at fastholde, at det er et krav for at få Arne-pension, at man er nedslidt. Og hun blev ved med at sige, at vi konservative vil fyre 40.000 offentligt ansatte.

Begge dele passer ikke. Det er simpelthen ikke sandt.

Arne-pensionen bliver tildelt efter antal år på arbejdsmarkedet. Det er IKKE et krav, at man er nedslidt. Vi vil afsætte flere penge til kernevelfærd og gennemføre fuldt finansierede skattelettelser. Vi vil IKKE fyre 40.000 ansatte.

Kan man afskrive det som en fortalelse i kampens hede? Ja, det kunne man godt. Men virkeligheden er en anden. I de efterfølgende timer og dage har talrige socialdemokrater gentaget de fejlagtige budskaber.

Igen og igen og igen.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor voldsomt et brud på god debatskik det er. Jeg synes faktisk, at det er et brud på demokratiets regler. Vi er på vej ind i en folketingsvalg. Vi kan ikke som folkevalgte tillade os at bestride objektive fakta.

Vi skylder simpelthen vælgerne at sige sandheden.

Det er utroligt, at det er nødvendigt at understrege så grundlæggende en kendsgerning overfor landets siddende statsminister.