Samfund

Køreplaner med flere stop og fokus på tryghed i Midtjylland

26. juni træder nye køreplaner for de regionale busser i kraft. Bl.a. med flere stop og færre X-busruter. Foto. Region Midtjylland.

Regionsrådet har godkendt tilpasning af ruter og køreplaner på 24 regionale busruter. Fx bliver parallelt kørende x-busser erstattet med standsende ruter i kombination med lyn-afgange. Rådet besluttede desuden at fastholde natbus-kørsel på en række ruter. 

Midtjyderne vil opleve en række ændringer i måden de regionale blå busser kører på, når den nye køreplan træder i kraft 26. juni 2022. Regionsrådet har således i dag – med få forbehold – godkendt det køreplansforslag, Midttrafik havde i offentlig høring i januar. 

I hovedtræk består ændringerne af tilpassede ruteforløb, herunder betjening af nye stoppesteder, indførelse af flere stop på nuværende X-bus-ruter samt forskellige tiltag til effektivisering af kørslen. Der nedlægges ikke kørsel med ændringerne (se detaljeret gennemgang nederst). 

– Passagernes behov ændrer sig over tid, og derfor har vi aftalt en god styringsmodel med Midttrafik, der lægger op til årlige justeringer. Den regionale kollektive trafik er underlagt en stram økonomisk ramme, så det handler om, at vi skal have mest mulig – og mest hensigtsmæssig – mobilitet for pengene. Det får vi fx ved at sikre, at der ikke kører halvtomme busser i halen på hinanden på næsten identiske ruter, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S). 

Natbusser bevares

Som en del af den af den politiske behandling i regionen er der tilføjet enkelte ændringer til Midttrafiks oprindelige køreplansforslag. For flere af ruterne har regionsrådet således besluttet, at der skal ske evaluering af betjeningsomfang og ruteføring efter cirka et halvt til et helt års drift, så eventuelle ændringer kan komme med i næste års køreplaner. Desuden har regionsrådet besluttet at bevare natbuskørsel på syv ruter i forbindelse med julefester i december samt Randers Festuge. Kørslen var foreslået nedlagt på baggrund af relativ lav benyttelse af tilbuddet. 

– Det er busser, der kører primært unge mennesker hjem fra f.eks. julefrokoster og julefester på ungdomsuddannelserne. Det er et servicetilbud, som også uden for de største byer skaber en tryghed for både de unge og deres forældre, og som det er værd at holde fast i. Det gør vi så ved at pille nedlæggelsen af de pågældende natbusser ud af et i øvrigt godt og gennemarbejdet køreplansforslag, siger formand for udvalget for regional udvikling, Bent Graversen (V).

Kommentarer