Muligt at brevstemme uden tidsbestilling i Borgerservice
Borgere, der ønsker at brevstemme til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg kan gøre det i den normale åbningstid i Borgerservice – og uden tidsbestilling.
Siden corona-nedlukningen har tidsbestilling været en forudsætning for, at man som borger kunne få en personlig ekspedition i kommunens Borgerservice.
– Det har vi rigtig gode erfaringer med, og vi oplever, at borgerne er glade for at vide, at vi kan hjælpe dem på det aftalte tidspunkt, fortæller afdelingsleder Torben Andersen og tilføjer, at tidsbestillingen derfor er fortsat efter genåbningen af landet og ophævelsen af restriktionerne.
Der er dog også en anden grund til, at tidsbestillingen i Borgerservice er nødvendig:
– Vi nærmer os nu et kommunal- og regionsrådsvalg, som trækker rigtig mange ressourcer ud af personalet i Borgerservice. Vi plejer at modtage flere end 1.000 brevstemmer i perioden op til valgene. Og samtidig skal vi have tilrettelagt valget og f.eks. ud på plejehjem for at tage imod brevstemmer, siger Torben Andersen.
Det betyder, at kommunens Borgerservice den kommende tid er nødt til at flytte ressourcer til denne opgave, og reducere på bemandingen på de traditionelle ekspeditioner i Borgerservice.
– Via tidsbestilling kan vi lægge tider ud til bl.a. Pas, kørekort og NemID, så vi udnytter tiden optimalt og samtidig sikrer, at borgerne ikke kommer til at vente i unødig lang tid, eller at vi ikke har tid til at hjælpe, forklarer Torben Andersen.
Han tilføjer, at tidsbestillingen kan ske via kommunens hjemmeside [link] eller ved at ringe til Den Digitale Hotline på telefon 7020 0000, og understreger, at man ikke skal bestille tid, hvis man ’kun’ kommer til Borgerservice for at afgive sin brevstemme til kommunal- og regionsrådsvalget.
Brevstemmer kan afgives i den almindelige åbningstid i Borgerservice i Skjern eller Ringkøbing – eller hos Borgerservice i andre kommuner – fra den 5. oktober kl. 10.
– Afgivelse af brevstemmer er et tilbud til de borgere, der ikke har mulighed for at stemme på selve valgdagen, tirsdag den 16. november. Men da brevstemmer er væsentligt dyrere at håndtere administrativt, opfordrer vi til, at man afgiver sin stemme på valgdagen på ens afstemningssted, hvis man har mulighed for det, siger Torben Andersen.
Fakta:
Der kan brevstemmes fra den 5. oktober i den normale åbningstid i Borgerservice i Ringkøbing og Skjern:
Mandag: 10.00 – 17.00
Tirsdag – Fredag: 10.00 – 13.30
Desuden er der ekstra åbent på følgende tidspunkter:
Lørdag den 30. oktober kl. 09.00 – 12.00
Lørdag den 6. november kl. 09.00 – 12.00
Fredag den 12. november kl. 10.00 – 16.00 (sidste frist for at brevstemme).
(Obs: Borgerservice har lukket for ekspeditioner fra kl. 11.30, onsdag den 6. oktober)
Kommentarer