Spjald

Nyt filmsamarbejde skal bære talenter frem

Som den eneste kommune i Danmark har Ringkøbing-Skjern Kommune en filmstrategi, der sigter mod at udvikle lokale filmtalenter og at trække produktioner til området. Eleverne i 8. klasse har allerede mulighed for at arbejde med filmskabelse. Nu åbner Kulturskolen Ringkøbing-Skjern også en talentlinje for de dygtigste. Arkivfoto: Ringkøbing-Skjern Kommune

I Ringkøbing-Skjern Kommune bliver eleverne i 8. klasse allerede undervist i filmproduktion. Ambitiøs talentlinje på Kulturskolen skal nu sikre den videre udvikling – sammen med et nyt filmsamarbejde på tværs af kommunegrænsen

Som den eneste kommune i Danmark har Ringkøbing-Skjern Kommune en filmstrategi, der sigter mod at udvikle lokale filmtalenter og at trække produktioner til området. Eleverne i 8. klasse har allerede mulighed for at arbejde med filmskabelse. Nu åbner Kulturskolen Ringkøbing-Skjern også en talentlinje for de dygtigste. Arkivfoto Ringkøbing-Skjern Kommune  

  TV-2’s blue sky-krimiserie, Hvide Sande, er solgt til over 30 lande. Og hos Nordisk Film er de i fuld gang med at klippe optagelserne til ‘Meter i sekundet’ sammen til en spillefilm.

Fælles for de to produktioner er, at de er optaget on location i Ringkøbing-Skjern Kommune – og at kommunens filmkonsulent har været dybt involveret i arbejdet. 

– Der er rigtig mange ting – lige fra sponsorater til location scouting, statister og regi, der forudsætter et lokalt kendskab. Der har vi stået klar 24/7 til at hjælpe produktionerne, forklarer filmkonsulent Rebecca Molders.

Som den eneste danske kommune har Ringkøbing-Skjern Kommune nemlig en filmstrategi, der sigter målrettet efter at trække filmproduktioner til Vestjylland.

Et andet ben i strategien er den lokale talentudvikling i filmbranchen.

I samarbejde med Filmby Århus har Ringkøbing-Skjern Kommune igennem de seneste fem år tilbudt eleverne i 8. klasse et filmforløb efter Point of View (POV)-metoden. 

– Med POV-metoden lærer man de basale grundteknikker for at lave film, ligesom metoden sikrer, at historierne fortælles fra de unge filmskaberes perspektiv og afspejler deres virkelighed, forklarer Rebecca Molders.

Talenthold

Nu tager kommunen endnu et par trin op ad en talenttrappe, der giver filminteresserede børn og unge mulighed for at forfølge drømmen om at arbejde med film. 

Kulturskolen Ringkøbing-Skjern har ansat den dansk-franske skuespiller, talentudvikler og skuespillercoach Maria Guggenheim til at stå i spidsen for et ambitiøst talenthold, der skal bygge oven på Kulturskolens dramahold “Fantasi og udklædning” for elever i 0.-4. klasse og Filmskuespil for unge for elever på 10-25 år.

Der vil være optagelsesprøve til talentholdet, og børn fra 12 år og opefter kan søge om en af de 12 pladser.

Og allerede nu er der stor interesse for Kulturskolens nye filmlinjer:

– Drama lyder måske sådan lidt gammeldags og støvet for mange børn og unge, men til gengæld vil de rigtig gerne lave film og spille skuespil, siger Maria Guggenheim. 

Hun voksede op i en landsby i Sydfrankrig, drog til Paris som helt ung for at forfølge drømmen om et kunstnerisk liv. Efter at have boet og arbejdet i storbyer som Paris, Rom, San Francisco, Bruxelles og København er Maria Guggenheim nu flyttet til Jegindø tæt på ‘det vilde Vesterhav og midt i Limfjorden’.

Her har hun kastet sine kræfter i, at alle børn og unge har ret til at drømme om en karriere i kreative fag – også de børn og unge, som vokser op i provinsen. 

– Der er forskel på at vokse op i et område, hvor du kan se en film eller se på kunst, og så at bo et sted, hvor der er muligheder for at lave film eller for at forfølge en kunstnerisk drøm, forklarer hun. 

Skal hjælpe talenterne på vej

Det er netop den mulighed for at forfølge et kunstnerisk talent, hun nu vil være med til at give unge talenter på Kulturskolen Ringkøbing-Skjern.

– Vi kommer til at arbejde med det stof, drømme er gjort af. Men vi vil længere end at blive i drømmene: Talenter skal ses for at blive til noget og det er min opgave at holde et vågent øje og hjælpe vestjyske skuespiltalenter på vej, forklarer Maria Guggenheim og lover, at ambitionsniveauet bliver ‘tårnhøjt’.

– De kunstneriske, kreative typer mangler et sted, hvor de kan dyrke deres passion. Jeg har haft elever, der har følt, at de næsten ikke passer ind i deres egen familie med traktorer og snak om håndbold og fodbold over aftensbordet, forklarer hun.

Maria Guggenheim vil herudover samle en talentpulje – eller et frivilligt kartotek – af lokale skuespillere, som de professionelle filmproduktioner kan benytte sig af, når de laver film i området. Koblingen mellem talentudvikling og det professionelle filmmiljø, der kommer til området er nemlig vigtig: 

– Det betyder, at talenterne kan komme ud og bruge deres talenter i “det rigtige liv”, dvs. på det professionelle filmset, siger hun.

Filmværksted

Ud over talentlinjen på Kulturskolen er Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med Herning og Holstebro Kommuner gået sammen om FilmLab MidtVest på Det Kreative Produktionshus Slagteriet i Holstebro. 

Her kan unge låne udstyr og faciliteter til optagelse og redigering af kortfilm, hvad enten det er fiktion, dokumentar eller kunstfilm.

De unge filmmagere kan også få sparring omkring manuskriptskrivning, instruktion og klip, ligesom der er mulighed for at søge midler til sin filmproduktion. 

Herudover afholder FilmLab MidtVest workshops i alle tre deltagende kommuner. Her vil professionelle filmskabere være med til at give unge indsigt i filmkunsten.

– Filmværkstedet er etableret for at give unge en bedre mulighed for på sigt at blive en del af det danske filmmiljø. Midt- og Vestjylland har brug for stemmer, der kan sætte vores landsdel på det store lærred eller på TV set med midt- og vestjyske briller. Det skal være lettere at “gå til film” på samme måde, som man kan gå til f.eks. sport, forklarer Rebecca Molders og tilføjer:

– Det er så vigtigt, at der er muligheder for unge talenter – også selv om de vokser op i Ringkøbing-Skjern Kommune og ikke i Aarhus eller København, hvor filmbranchen typisk har holdt til.

Rebecca Molders peger på, at filmbranchen hungrer efter dygtige filmfolk og fortællere af lokale historier:

– Derfor vil vi gerne tage hånd om vores lokale talenter og vise dem, at deres drøm rent faktisk kan blive deres fremtidige karrierevej. Og hvem ved; måske kommer den næste store danske filminstruktør, skuespiller eller producer fra Ringkøbing-Skjern Kommune, siger hun. 

FAKTA:

Kulturskolen Ringkøbing-Skjerns dramahold “Fantasi og udklædning” (for elever i 0.-4. klasse) og “Filmskuespil for unge” (for elever på 10-25 år) starter op den 5. september. 

Der er optagelsesprøve til talentholdet, hvor børn fra 12 år og opefter kan søge om en af de 12 pladser. 

Læs mere på Kulturskolen Ringkøbing-Skjerns hjemmeside på https://kulturskolen.rksk.dk/ 

Lørdag den 3. september er der åbent hus på FilmLab MidtVest, der holder til på Det Kreative Produktionshus Slagteriet i Holstebro. Filmværkstedet ventes fuldt udstyret fra midt i september. 

Spørgsmål om FilmLab MidtVest kan rettes til: Claus Klok, claus.klok@gmail.com, tlf.: 2168 9884. 

 

 

Kommentarer