Retssikkerhedens død i juristen og justitsministeren Hummelgaard Danmark
Af Dina Myrup Raabjerg, Det Konservative Folkeparti
Byrådsmedlem, Ikast-Brande Byråd
Peter Hummelgaard, vor tids juridiske troldmand og justitsminister extraordinaire, har gjort det igen! Med et trylleslag af sin retspolitiske tryllestav har han forvandlet mit elskede Danmark til et forjættet land, hvor det at sidde i varetægtsfængsel uden dom – og derefter blive frikendt uden erstatning – er blevet den nyeste mode inden for retssikkerhed.
Tillykke, Danmark! Vi er nu officielt landet, hvor retssikkerheden er et valgfrit tilbehør, lidt som ekstra ost på din pizza.
Lad os dykke ned i Hummelgaards revolutionerende tilgang til retssystemet, hvor en “god hit rate” på 90% dømte efter varetægtsfængsling er blevet det nye sort. Ja, du hørte rigtigt. 10% uskyldigt varetægtsfængslede som skal kæmpe for at få evt. erstatning?
Pjat med dig! Ifølge Hummelgaard er det blot en statistisk fodnote på vejen mod retfærdighed. For som alle ved, i spillet om retssikkerhed, er 10% tab bare en del af showet, ikke?
Vores nabolande må misunde os med deres “lavere” tal af varetægtsfængslede. Sverige, Norge, og Tyskland, I er simpelthen for bløde. DK har taget førertrøjen på, med hele 40% af vores fængselsceller besat af dem, der bare… venter. På retfærdighed. På en tur i retten. Eller noget…
Men vent, der er mere! Varetægtsfængsel foregår i isolation. Men pyt, det er jo sundt at sidde 3-4 måneder alene på 6,3 kvm 23 timer om dagen og reflektere over livet i en celle, hvor solen er en myte, og en løbetur en fjernt drøm. Og ifølge Hummelgaard har de nok gjort noget for at fortjene det, ikke?
Og glem ikke den kære Dommerforening, som endelig har vågnet op til realiteterne – bedre sent end aldrig, ikke sandt? Men bare rolig, dommerne følger “ganske saglige grunde”, når de sender folk bag tremmer. Så længe “praksis” er på deres side, hvem har så brug for beviser?
Hummelgaard og co. har klart vist os, at i jagten på en “ren” stat, er det helt ok at smadre et par menneskeliv her og der. Hellere en uskyldig i fængsel end en skyldig på fri fod, ikke? For som vi alle ved, kriminaliteten og Kafka er de sande fjender her. Ikke det overbelastede retssystem eller en politik, der tror mere på fængselsstraffe end på faktisk retfærdighed.
Så kære fædreland, lad os hylde Hummelgaard, vores justitsminister, der har modet til at se retssikkerheden i øjnene og sige “Nah, ikke i dag”. For i hans verden er retssikkerhed ikke en ret, men et privilegium. Og husk, hvis det nogensinde bliver dig, der sidder i den celle – tja, måske du bare skulle have parkeret lovligt – eller befundet dig et andet sted.
Afslutningsvis, en lille tanke: Måske… bare måske, fortjener vi alle en smule anstændighed og en chance til. Selv i Hummelgaards Danmark.
Kommentarer