Samfund

Ringkøbing-Skjern Kommune er klar til næste skridt med flere ukrainere

Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune

Fem uger efter Rusland invaderede Ukraine, er der kommet godt 300 ukrainere til Ringkøbing-Skjern Kommune, vurderer Marianne Gramstrup fra Ringkøbing-Skjern Kommunes integrationsafdeling. Kommunen er klar til næste del af opgaven.

Flygtede ukrainere har efterhånden været i kommunen i flere uger nu. De har boet hos venner og familie, som har åbnet dørene for dem i en frygtelig situation. Efterhånden har flere af dem nu fået søgt opholdstilladelse, og det åbner nye muligheder for ukrainerne – og betyder nye opgaver for kommunerne. 

– De herboende ukrainere har trukket et stort læs med at hjælpe deres familier med et trygt sted at bo. Det samme har en række danske familier. Vi forventer, at der også den kommende tid vil komme flere til kommunen, så derfor er vi i fuld gang med at gøre klar, så de kan få en god begyndelse i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Marianne Gramstrup, Integrationsafdelingen ved Ringkøbing-Skjern Kommune. 

I den første udmelding fra Udlændingestyrelsen arbejdede man med et scenarie med 20.000 flygtninge til Danmark. Det ville give 268 ukrainere til Ringkøbing-Skjern Kommune. På nuværende tidspunkt har 25 ukrainere fået opholdstilladelse i kommunen. 

– Flere af dem har ønsket at blive boende hos deres familier, mens andre ønsker hjælp til at finde en mere permanent bolig. Kommunen er forpligtet til at anvise en midlertidig indkvartering, men de ukrainske borgere er lige som andre flygtninge selv ansvarlige for at finde permanent bolig, siger Marianne Gramstup, som også hjælper ukrainerne godt i gang med danskundervisning, pasning af børn, indtægt og hvad der ellers er behov for. 

Flytter ind på plejehjem

Kommunen har lejet sig ind i det tidligere plejehjem i Rindum i Ringkøbing, hvor der er plads til op til 64 ukrainere med opholdstilladelse. Her kan de bo, indtil de finder en mere permanet bolig. Indtil videre har der ikke været behov for at etablere andre større bo-enheder, men kommunens Ejendomscenter er i gang med at se på, hvor man kan lave yderligere boliger, hvis behovet opstår. 

– Der er mange private, der tilbyder udlejning af boliger – men den formidling foregår i dag fra FrivilligVest. Når kommunen finder boliger, kigger vi meget på, om det er tæt på offentlig transport og pasningsmuligheder, for ellers bliver det ikke nemt for familierne at få hverdagen til at hænge sammen, når børn skal passes og i skole, mens forældrene lærer dansk og går på arbejde, siger Kevin Fraser, leder af Ejendomscentret i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Ukrainsk forening flytter ind

Listen med udlejningsboliger, der kan blive aktuelle for ukrainere med opholdstilladelse, ligger altså nu hos FrivilligVest. De har også åbnet kontoret for frivillige fra den ukrainske forening Lastivka-Vest, som er at træffe på kontoret mandag og tirsdag og ellers efter aftale. 

– Der er rigtig mange spørgsmål for de ukrainere, som har familie til at bo hos sig og for dem, der er kommet hertil. De frivillige fra Lastivka-Vest har selv boet i Danmark i flere år, så de er super gode til at hjælpe i de mange uventede situationer, der opstår i en tid som denne, siger Carsten Leidesdorff Skov, leder af Frivillig-Vest. 

Børn skal i skole

Et af de gennemgående spørgsmål, der kommer nu, hvor flere ukrainere har været i kommunen i en god måned handler om børnenes skolegang. Ifølge folkeskoleloven må børn over seks år, der har opholdt sig tre uger i Danmark, komme i skole. Også uden opholdstilladelse. Det gælder selvfølgelig også ukrainske børn. Forældrene skal blot henvende sig hos den lokale skole og sige, at man gerne vil have sit barn i skole. Så vil skolelederen vurdere, om barnet kan optages i den lokale folkeskole, eller om barnet skal gå i modtagerklasserne i enten Ringkøbing eller Skjern. 

– Men man skal være opmærksom på, at et barns skolegang et bestemt sted ikke er ensbetydende med, hvor familien får opholdstilladelse. Det afgøres af Udlændingestyrelsen. Barnet må gerne gå i dansk skole i Ringkøbing-Skjern Kommune efter tre uger i Danmark og indtil der er givet opholdstilladelse. Når familien har fået opholdstilladelse, kan barnet så fortsætte i skole i den kommune, familien skal bo i – og det er måske Ringkøbing-Skjern, forklarer Marianne Gramstup. 

Ringkøbing-Skjern Kommune har indtil nu fået henvendelse fra omkring 30 skolebørn, hvoraf de 27 er i Skjern-området og de sidste i Ringkøbing-området. Kommunen har derfor oprettet tre modtagerklasser i Skjern, mens der i Ringkøbing lige nu ikke er behov for at oprette nye klasser. 

– Vi afventer og ser, om der bliver behov for at oprette modtagerklasser i overbygningen og som forberedelse til ungdomsuddannelserne. Når vi ser, hvem der får opholdstilladelse og hvor de bosætter sig, vil det vise sig, om der er behov for det tiltag også, siger Flemming Nielsen, fagchef i Dagtilbud og Undervisning og tilføjer, at der mandag den 4. april er lige præcis 100 ukrainske skolebørn ud af ca. 4700 børn i kommunens skolevæsen.

Kommentarer