Ringkøbing-Skjern Kommune har netop indkøbt 33.350 ekstra affaldsbeholdere og 33.790 nye miljøkasser
Ringkøbing-Skjern Kommune har netop indgået aftale om indkøb af 33.350 affaldsbeholdere og 33.790 miljøkasser, så borgerne snart kan få hentet genanvendeligt affald derhjemme.
Henteordningen er den affaldsordning, hvor borgerne får hentet deres genanvendelige affald derhjemme. I dag henter renovationsfirmaet mad- og restaffald, og til december henter de også genanvendelig affald hjemme hos borgerne. Derfor modtager alle snart endnu en affaldsbeholder – og som noget nyt også en miljøkasse til farligt affald.
Den nye beholder er delt i to, hvor der i den ene side skal være pap og papir, mens der i den anden side skal være metal, plast og mad- og drikkekartoner. Miljøkassen er blandt andet til malingrester, batterier, dåser, elpærer, spraydåser og neglelak.
– I juni 2020 blev der indgået en bred politisk aftale om, at vi i Danmark skal sortere vores affald i 10 fraktioner. I Ringkøbing-Skjern Kommune har det været et politisk mål, at borgerne højst skal have to affaldsspande frem for tre, fire eller fem, og for at vi kan holde dét mål, skal borgerne derfor frem over selv aflevere glas og sikkert også tekstiler på genbrugsstationerne og i de nedgravede miljøstationer, som mange kender som molokkerne, siger formand for Teknik- Miljøudvalget Ole Nyholm Knudsen.
Samme størrelse
Hver adresse får altså til efteråret en ny beholder, som svarer til den, husstanden allerede har. Det betyder, at:
Hvis man i dag har en todelt 240 liters beholder til mad- og restaffald, så får man endnu en todelt 240 liters beholder til genanvendeligt affald.
Hvis man har en 360 liters beholder, så vil man tilsvarende modtage en todelt 360 liters beholder.
Uanset størrelsen på beholderne til genanvendeligt affald bliver de tømt hver tredje uge. Mad- og restaffald tømmes fortsat hver 14. dag.
Når den nye røde miljøkasse er fuld, stiller man den ud på en af affaldsbeholderne, og så vil skraldemanden bytte den til en ny ved tømning. Man kan dog også tage sin miljøkasse med på genbrugspladsen og få den ombyttet her.
God plads
Når borgerne hjemme på matriklen skal indrette plads til den nye beholder, gælder der de samme regler om adgangsforhold, underlag etc som hidtil – nu skal der blot være plads til to beholdere. Man kan få inspiration til, hvordan det kan gøres på kommunens genbrugspladser, hvor er der udstillinger – men man kan også se de nøjagtige regler på: https://www.rksk.dk/borger/affald-klima-energi-og-miljoe/affald-og-genbrug
– Det er vigtigt, at adgangsforholdene til affaldsbeholderne er ordentlige. Det er skraldemændenes arbejdsplads – og derfor fører Arbejdstilsynet også tilsynskampagne med skraldemændenes arbejdsforhold, – det betyder, at både skraldemænd og Genbrug har stort fokus på, at de fysiske forhold skal indrettes korrekt til affaldsbeholderne, siger Dan Thomsen, afdelingsleder ved Genbrug og tilføjer:
– Der kommer ikke flere affaldsbeholdere ud til borgerne nu, så man skal ikke være bekymret for, om man indretter en plads, der vil blive for lille.
FAKTA
- MV Plast vandt udbuddet på 240 liters beholdere (som langt de fleste vil få). Den nye 240 liter spand har låg der er delt på midten og hver side åbner fra midten og ud, så den bliver ekstra nem at smide affald i.
- Joca vandt udbuddene på de øvrige beholdere + miljøkasser
- Beholderne bliver leveret fra oktober til november
- Beholderne skal tages i brug fra 1. december
- I august udsender Genbrug brev til alle grundejere i kommunen, hvor der vil være information om tidsplanen og den nye ordning.
- Borgere, som sorterer mad- og restaffald i nedgravede affaldsbeholdere, kommer i gang med den nye sortering i sommeren 2023 (de nedgravede affaldsbeholdere bruges ofte i større boligforeningsafdelinger og på enkelte plejehjem)
- Den nye sorteringsvejledning er udarbejdet af Miljøstyrelsen, og gælder i hele Danmark.
- Sorteringsvejledningen, som gælder, når henteordningen træder i kraft kan ses her: https://www.rksk.dk/Files/Files/Borger/Affald-energi-miljo/Affald/Sortering-i-henteordningen_MST.pdf
Kommentarer