Skjern

Ringkøbing-Skjern Museum

Foto: Ringkøbing-Skjern Museum

Fonden Naturkraft har – med virkning fra i dag – indgået en aftale med Ringkøbing-Skjern Museum om, at museet fremover skal drive og udvikle Naturkraft. 

Den helt rigtige løsning! 

Bestyrelsesformand for Fonden Naturkraft Henrik Tvarnø er begejstret over den nye aftale. Han og den øvrige bestyrelse ser det som en mulighed for at få en ny start. Naturkraft vil, i samarbejde med museet, blive stærkere forankret i lokalsamfundet. Samtidig har museet en meget høj andel af tyske turister blandt sine gæster, hvilket bestyrelsen håber Naturkraft også vil kunne opnå med denne løsning. 

Vi glæder os over aftalen med Ringkøbing-Skjern Museum. Det er den helt rigtige løsning! Museet har gennem mange år vist, at det kan drive og udvikle attraktioner til glæde for både lokale og turister. Denne erfaring vil fremover kunne komme Naturkraft til gode. 

Henrik Tvarnø, bestyrelsesformand for Fonden Naturkraft 

Ringkøbing-Skjern Museums bestyrelsesformand Hans-Ole Jessen glæder sig også over den nye aftale, hvor Naturkrafts to bestyrelser vil samarbejde tæt med museets bestyrelse fremover. 

Vi er glade for, at de to bestyrelser for Naturkraft ser os som et naturligt valg til at drive attraktionen. Vi har år efter år vist, at vi med baggrund i viden om Vestjylland kan fange turisterne ved at gøre historien levende. Vores kernefortælling handler om mennesker og natur – og hvordan de uløseligt hænger sammen. Så det ligger tæt op af grundidéerne bag Naturkraft. 

Hans-Ole Jessen, bestyrelsesformand for Ringkøbing-Skjern Museum 

Der skal både store og små justeringer til 

Naturkrafts bestyrelser og museets bestyrelse er enige om, at både rammer og indhold skal justeres, men det er en lang proces og vil ske løbende i de kommende år. Ringkøbing-Skjern Museum er som det første ved at udarbejde et nyt budget med reducerede omkostninger, der samtidig giver mulighed for at sænke entréprisen. Desuden skal det hutigst muligt afklares, hvornår Naturkraft kan åbne for sæsonen. 

Kommentarer