Så blændes der op for programmet til Vinterlys-festivalen
VINTERLYS – den første lysfestival i Ringkøbing-Skjern Kommune inviterer dig til at sætte kryds i din kalender. Fra den 19.-26. februar er der åbent for dig og hele din familie og venner til at komme en tur rundt i Alkjær Lukke Anlæg i Ringkøbing og opleve de mange lysinstallationer og kunstværker af danske og internationale kunstnere, der har designet værker for hele familien.
Spektakulære og legende lysinstallationer, performancekunst og lydaktiviteter vil præge lysfestivalen i Ringkøbing den 19.-26. februar. Når lysene tændes, er det for at fejre fællesskabet og sætte spot på lyset, glæden, kreativiteten og det legende menneske
Lysfestivalen transformerer anlægget med skræddersyede lysinstallationer, som omdanner parkens mange små rum og stier til en sanselig, magisk og visuelt spektakulær oplevelse. Flere af de internationale kunstnere kommer nemlig med lysinstallationer, der reagerer på publikums bevægelser, og det gør de, fordi de sætter fokus på det kreative og legesyge menneske – for børn, men i høj grad også for voksne i alle aldre.
Omkring 1000 børn fra skoler, foreninger og institutioner rundt i kommunen kommer til at deltage eller deltager allerede i kunstneriske værksteder for at bidrage med lysinstallationer til anlægget. Blandt de kunstinstallationer, som involverer børn, er svampe malet i fluorescerende farver og uv-farver. De vil blive sat op i Alkjær Lukke, så naturens skønhed i bogstavelig forstand bliver oplyst, når der ugen igennem blændes op for lysinstallationerne.
Dina Abu Hamdan er kunstnerisk leder af lysfestivalen og sammen med kunstneren Inge Agnete Tarpgaard i øjeblikket også artist in residence – eller huskunstner – i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor de sammen med konsulenter i Kulturafdelingen fik ideen til lysfestivalen.
I løbet af de seneste måneder er festivalholdet vokset til at omfatte flere lokale kunstnere, kulturinstitutioner, frivillige, teknikere og partnerskaber med lokale fabrikker og virksomheder, som alle har taget ejerskab og arbejder hårdt for at blive klar. De to huskunstnere og hele Kulturafdelingen oplever stor opbakning fra andre afdelinger i kommunen, og i det hele taget er festivalen en fælles indsats.
Ud over festivalens lysinstallationer er der et dagligt program i anlægget med gratis aktiviteter og workshops. En blanding af gratis forestillinger, minikoncerter og workshops, skyggeteater, mulighed for at lave fakler og lys af bivoks, uv-ansigtsmaling og sågar opleve en lydinstallation i en kæmpe rododendronbusk.
Hver dag har et nyt tema – en af festivaldagene inviteres du til at gå en tur med din hund med lys på og en anden til at være med i en cykelparade med lysdekorerede cykler.
Alt sammen tilgængeligt for besøgende, der er velkomne enten som aktive deltagere i workshops eller som tilskuere.
Programmet for ugen ligger på kommunens hjemmeside – og bliver løbende opdateret: https://vinterlys.rksk.dk/program
Lysaktiviteter rundt i kommunen
Sideløbende med aktiviteterne i Alkjær Lukke i Ringkøbing er der en lang række andre aktiviteter i forbindelse med lysfestivalen rundt i kommunen, f.eks. lysoptog i Troldhede, Furniture Station i Tarm inviterer til UV-lys-hygge, der vil være aftenåbent på Kunstpavillonen i Videbæk med lys på skulpturerne i parken, Skjern sætter lys på skulpturer, man kan rulle sit eget bi-vokslys i Bork Vikingehavn, ligesom der vil være mørkegudstjeneste, neonfest, laserlys-skydning, børneteater og kortfilm-festival blandt meget andet.
Alle disse aktiviteter kan også findes på kommunens hjemmeside på https://vinterlys.rksk.dk/program/vinterlys-rundt-i-kommunen
FAKTA:
Følgende installationer og kunstnere deltager i festivalen:
– Firefly Field (Studio Toer)
– Selvlysende planteaftryk (Annarosa Hiort-Lorentzen)
– Shiro (Vertigo)
– Pink Enchantment (Tine Bech)
– Søvn! En chance for at drømme (Maskhunt)
– Whisper of the trees (Aesop)
– Caminalumina (Maskhunt og Nido Lab)
– Bouncing Ideas (Studio Toer)
– Livets Lys (Anne Mette Harkes)
– Vinterlys (Hans E Madsen)
– Rhododendron (Niels Bjerg)
– Social Sparkles (Studio Toer)
Vinterlys festivalen er for alle aldersgrupper, og der er gratis adgang til alle lysinstallationer og aktiviteter.
Workshops starter kl 16, hvorefter parken er åben for besøgende dagligt fra kl. 17-22, hvor lysinstallationerne er tændt og kan opleves.
Læs mere på https://vinterlys.rksk.dk/
På Vinterlys-festivalens Facebookside vinterlysrksk kan man følge forberedelserne, ligesom man undervejs i festivalen kan uploade fotos og følge aktiviteterne.
Kommentarer