112

Skolebus kørte i grøften

Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune

Onsdag morgen kørte en skolebus i grøften, da den overhalede en traktor. Ringkøbing-Skjern Kommune har kontaktet alle berørte familier.

På vej til Spjald Skole kørte skolebussen i morges i grøften. I bussen sad 21 elever, men på vejen mellem Brejning og Spjald gik det galt i en overhaling, og bussen endte i grøften. 

– Chaufføren har fortalt, at der var 21 passagerer i bussen. Da ambulancen kommer ud til bussen, er der to elever, som er kommet let til skade, som ambulancen tager med til Gødstrup. Resten af eleverne var ikke på stedet mere, fortæller Flemming Nielsen, fagchef i Dagtilbud og Undervisning. 

Han fortæller, at lærere på vej til arbejde på Spjald Skole har taget nogle af børnene med hen til skolen. 

Skoleleder Helle Lundsgaard har efterfølgende været rundt i alle klasser på skolen for at finde frem til, hvem der var med i bussen. På den rundtur fandt hun frem til at ni børn havde taget bussen til skole -og derfor regner man med, at forældrene til de sidste 12 børn selv har hentet børnene. 

– Det vil vi dog gerne være sikre på er tilfældet. Derfor har skolen kontaktet alle forældre og bedt dem om at give skolen besked, hvis de har været forbi og hente deres barn ved bussen, siger Flemming Nielsen. 

Blandt de ni elever er to blev kørt til tjek for små skader på Gødstrup Sygehus, og de forventes at blive udskrevet senere i dag. Chaufføren er naturligvis rystet over hændelsen, men uskadt. 

– I sådan en situation tager vi selvfølgelig hånd om eleverne og deres familier. Alle, der var med i bussen, skal tilbydes krisehjælp og derfor er det vigtigt, at vi finder ud af, om der var yderligere elever med i bussen end de ni, vi har kendskab til, siger Flemming Nielsen. 

For de andre elever på Spjald Skole er skoledagen gået med at snakke sammen om hændelsen for at sikre, at alle er trygge ved situationen. 

– Det er virkeligt uheldigt, når sådan noget sker. Heldigvis sker det meget sjældent, og heldigvis var der ikke nogen, der kom alvorligt til skade, siger Flemming Nielsen.

Kommentarer