Skjern

Studiemesse præsenterer Ringkøbing-Skjern Kommunes nye uddannelsesunivers

Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune.

Uddannelsesmarkedet giver i dag nye muligheder for, at man kan studere lokalt. Fredag den 11. marts er Studiecentret i Skjern derfor vært ved en messe, som skal vise lokale unge, hvor mange uddannelser man nu kan tage i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Nye uddannelser og nye studiemodeller bliver præsenteret på uddannelsesmessen i Innovest den 11. marts. Alle er velkomne til en dag, hvor man kan høre om de enkelte uddannelser, men man kan især også høre om de mange nye måder at studere på, når man vil studere lokalt.

– I Ringkøbing-Skjern Kommune kan vi allerede nu tilbyde fremtidens uddannelsesunivers. At tage en uddannelse i dag er ikke som før. Man kan stadig tage en uddannelse på den klassiske måde, men flere uddannelsesinstitutioner tilbyder nu også online- og hybrid-studier, hvor der både er fremmøde og fjernstudie. Det giver en masse nye muligheder for unge og andre, der gerne vil have en videregående uddannelse, men som ikke er interesseret i at flytte fra kommunen, siger Sara Jørgensen, leder af Studiecentret, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Socialt samvær

De nye studiemodeller gør, at man kan få sin uddannelse via flere kanaler, end studerende hidtil har haft mulighed for. Men det ændrer ikke ved, at mange også gerne vil supplere bøgerne og computeren med studiekammerater, gruppearbejde og en kop kaffe med de andre i pausen. Netop det behov kan nu også blive dækket i det nye Studiecenter i Innovest. Her kan studerende få en læseplads, der er fællesarealer til gruppearbejde og pausehygge, og man kan møde studerende fra hele ni uddannelser.

– Vi ved, at mange gerne vil blive boende i kommunen, mens de får deres uddannelse. Men at de måske læser en uddannelse online eller ved delvist fremmøde skal ikke forhindre dem i at få et godt studiefællesskab med andre studerende. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde Studiecentret i Innovest som et godt mødested, uanset om man deltager i stedets fysiske uddannelser, universiteternes online-uddannelser eller vores hybriduddannelser, hvor man delvis følger undervisningen på computer og delvist møder frem, siger Sara Jørgensen, Studiecentret.

Hun tilføjer, at Studiecentret også arbejder på snart at kunne tilbyde endnu flere muligheder til de studerende, som benytter Studiecentrets faciliteter.

– Vi har allerede en match maker-ordning mellem de studerende og lokale arbejdspladser. Fremover vil vi også gerne kunne tilbyde særlige uddannelsesstillinger, hvor man er tilknyttet til en arbejdsplads, mens man læser, siger Sara Jørgensen.

Lever op til politisk mål

Ringkøbing-Skjern Kommune vil gerne tilbyde en bred vifte af uddannelser, så studerende ikke behøver flytte langt væk for at få den uddannelse, de drømmer om. Det er en opgave, politikerne for længe siden har vedtaget at arbejde på:

– Vi vil gerne skabe gode rammer for de unge, som vil tage en videregående uddannelse lokalt. Det er lykkedes med Studiecentret, og derfor er vi glade for, at vi nu kan byde velkommen til endnu flere uddannelsesmuligheder, siger borgmester Hans Østergaard og bliver suppleret af Lise Juhl, der er formand for Videnrådet:

– Studiecentret er et rigtigt godt redskab til at skabe lokale innovations- og viden-miljøer. Med Studiecenteret kan vi tilføje noget ekstra til uddannelserne og bygge bro mellem uddannelsesinstitutioner, studerende og erhvervsliv.

Kommentarer