Teenagere søges til fritidsjob på kommunens plejehjem og ældrecentre
Ringkøbing-Skjern Kommune opretter juniorjob på ældrecentre, plejehjem og aktivitetscentre og leder lige nu efter 14-17 årige, der har lyst til et fritidsjob med ludo og kortspil, saftevand, snak og hygge med de ældre beboere.
“Er du mellem 14 og 17 år – og ønsker et fritidsjob, så bliv en af vores nye juniorjobbere!”
Sådan lyder opfordringen fra Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling Sundhed & Omsorg til unge i hele kommunen.
Opfordringen kommer i et jobopslag, som kommunen netop har offentliggjort. Stillingsopslaget kan findes på rksk.dk/juniorjobber og er målrettet teenagere og deres forældre.
Formålet er dels at give de ældre nogle hyggestunder med unge mennesker – og at give unge muligheden for at få et givende fritidsjob.
Men juniorjob-ordningen skal også øge de unges viden om plejeområdet og dermed måske også deres lyst til at få en uddannelse og et arbejde i plejesektoren.
– Man behøver ikke have lyst til at uddanne sig inden for faget for at søge et fritidsjob på et ældrecenter eller plejehjem. Men kan vi via juniorjob-ordningen give de unge en større indsigt i, hvordan dagligdagen er på et plejehjem, så tror vi da på, at flere får lyst til at arbejde på området senere i livet, siger Kirsten Nørgaard.
Hun er frivilligkoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Sundhed og Omsorg og har været med til at oprette junior-jobbene.
Gode kolleger
Udover at være 14-17 år, skal unge, der har lyst til at få et fritidsjob blandt ældre borgere være imødekommende, engagerede og pligtopfyldende.
Inden de starter som juniorjobbere på plejehjem og ældrecentre rundt om i kommunen, vil både de og deres forældre blive informeret om arbejdet.
– De skal vide, at som juniorjobber vil man aldrig stå alene om en opgave. Man vil altid have gode kollegaer omkring sig, forklarer Kirsten Nørgaard.
Rundt om på ældrecentre og plejehjem i hele kommunen vil lokale juniorjobberne typisk få tilbudt 4-8 timers arbejde om ugen til en timeløn på 62-75 kroner, afhængigt af alder. Herudover er der et tillæg på 15 kroner i timen, hvis man arbejder efter klokken18 eller i weekenden. Arbejdstimerne vil dog altid blive aftalt, så de passer med skolegangen, lyder det.
Udover at hygge om de ældre kan en del af arbejdet være at hjælpe til med opgaver som for eksempel at dække bord, servere mad, vaske op og lettere rengøring.
Giver liv og hygge
På Egvad Plejehjem glæder enhedsleder Lene Black Sinkjær sig til at få en juniorjobber – eller meget gerne flere – med i det daglige arbejde.
– Det vi gerne vil er, at en juniorjobber skal komme og hygge med vores beboere om eftermiddagen, tale med dem, drikke et glas saftevand med dem, spille et spil ludo, læse højt eller måske gå en tur på vores område, forklarer hun og tilføjer:
– De skal give lidt liv, og de skal hygge med vores beboere.
En af dem, der allerede hygger om de ældre i spisestuen på Egvad Plejehjem, er 21-årige Andrea Toksvig Christiansen.
Som 17-årig gymnasieelev startede hun i et fritidsjob i plejehjemskøkkenet. Nu arbejder hun i plejen på andet sabbatår og er, med hendes egne ord, “rigtig glad for jobbet”:
– Det er først, når man arbejder med mennesker, at man finder ud af, hvad det gør ved en. Det er dét, jeg synes er spændende. Både det med at hygge og snakke, men man kan også se, når man tager hjem, at man har gjort en forskel for nogen. Det betyder noget for de ældre, at vi kommer – og dét, at det er unge mennesker, det kan give et frisk pust, siger hun.
Andrea Toksvig Christiansen overvejer at uddanne sig inden for området, når hun er færdig med sit sabbatår:
– Nu tænker jeg, at det er dén retning, jeg vil gå. Det var jeg ikke klar over, inden jeg startede i fritidsjob hernede, siger hun.
Fakta om ordningen:
- Juniorjob er for unge 14-17 årige i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Ansøgningsfrist er den 1. september.
- Jobopslaget som juniorjobber finder man på hjemmesiden rksk.dk/juniorjobber
Kommentarer