Spjald

Tilbud til børn med autisme og angst er igen på programmet i Ringkøbing-Skjern

Foto: Pixabay/Daria Nepriakhina

Den 12. september begynder endnu et hold Cool Kids AST, som er angst-behandling for børn på 8-14 år med autisme eller lignende vanskeligheder.

Børn med autisme slås med mange ting i hverdagen. For cirka halvdelen af dem er angst også en del af bagagen – ganske som man ser det ved andre børn. Men når barnet har autisme, kan det være svært at skelne i adfærden; hvad skyldes autisme og hvad skyldes angst? Derfor kan disse børn have glæde af at komme på forløbet Cool Kids, hvor der er en effektiv “manual” til at lære, hvordan man kan håndtere angsten.

Ringkøbing-Skjern har gennem længere tid tilbudt Cool Kids-forløbene til børn og unge med angst. De seneste 18 måneder har der tillige været et særligt tilbud til børn med autisme og lignende vanskeligheder, fordi:

– De her børn har brug for, at opgaverne er meget konkrete. Derfor er der udviklet et program særligt til børn med autisme, så de også kan få glæde af tilbuddet, fortæller Freja Knigge, psykolog ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

Konkrete opgaver

En del af arbejdet med Cool Kids-programmet er, at barnet skal tænke på, hvornår det bliver angst, hvad han eller hun er bange for og hvilke tanker, der kan hjælpe med at få angsten på afstand. På de mere gængse Cool Kids-hold ledes børnene igennem øvelserne ved åbne spørgsmål – men det kan være svært for børn med autisme, som kan have svært ved at bruge sin forestillingsevne:

– Derfor er vi mere konkrete på holdet, der hedder Cool Kids AST. Vi giver for eksempel flere svarmuligheder, børnene kan vælge imellem – det hjælper dem, siger Freja Knigge.

Børn på Cool Kids-forløb oplever som regel at få god hjælp af tilbuddet. Men tilbuddet kræver ikke kun børnenes tid og tilstedeværelse. Forældrene skal nemlig også deltage de ti gange á to timer, som kommer til at ligge fast mandag klokken 15-17 – det gælder både ved det kendte Cool Kids-forløb men også ved Cool Kids AST-forløbet.

– Især denne målgruppe har brug for god forberedelse. Når de kommer ind til for-samtale, får de derfor også lov til at se lokalet, vi skal være i, og de får mulighed for at få svar på endnu flere spørgsmål. I denne gruppe spiller de voksne også en særlig rolle i forhold til støtte og opbakning, lige som der også er hjemmearbejde for både voksne og børn, siger Freja Knigge.

Der er desuden en færdig og ret klar “køreplan” for forløbet, så familierne kan sidde hjemme og se og forberede sig på, hvad der skal ske næste gang, man mødes. Ved de ti mødedage mødes alle børn og voksne sammen i begyndelsen. Så deles de i grupper med børn for sig og voksne for sig, for så at mødes alle sammen til fælles afslutning.

Fakta:

  • Det nye hold begynder den 12. september.
  •  Ansøgningsfrist er d. 15. august.
  • Henvendelse skal ske ved at klikke på linket under punktet “Hvornår og hvordan tilmelder man sig?” på Ringkøbing-Skjerns Kommunes hjemmeside www.rksk.dk/borger/familie-boern-og-unge/ppr-raadgivning-til-boern-og-unge/cool-kids hvor man skal besvare et spørgeskema.
  • Hvis barnet vurderes at ligge inden for målgruppen, bliver familien indkaldt til en for-samtale. For-samtalerne forventes afholdt i uge 35 2022. Herefter foretages den endelige visitation.

  

Kommentarer