Skjern

Veloverstået vikingemarked på Bork Vikingehavn.

Foto: Ringkøbing-Skjern Museum

Solens stråler bragede ned og temperaturen nåede højt op på termometeret, men det afholdte ikke gæsterne fra at besøge årets vikingemarked på Bork Vikingehavn. 6064 mennesker lagde vejen forbi i de tre dage, det stod på.

I mere end 30 år har Ringkøbing-Skjern Museum afholdt vikingemarked, og i år var ingen undtagelse. Traditionen tro var der rideopvisninger med islandske heste fra det lokale “Vikingerytteriet Kongsgaard”, der var vikingekrigere, der sloges så sveden dryppede og der var gak og løjer med gøglertruppen Ramashang. 150 vikinger havde slået lejr på Bork Vikingehavn, og de viste deres vikingehåndværk frem, de brændte keramik og selv tatovøren var der.

Samarbejde om frivillige

Ingen vikingemarked uden frivillige! I år var der 57 frivillige, som på trods af varmen knoklede for at give gæsterne en god oplevelse med alt fra at vende pølser på grillen til at guide bilerne på plads på parkeringspladsen. For første gang har museet samarbejdet med FrivilligVest omkring hvervningen af frivillige, og det var en stor succes, der bestemt skal fortsætte fremover.

Mange udenlandske gæster

De sidste års vikingemarkeder har ikke haft vejrguderne med sig, og i år var bekymringen modsat at vejret næsten lovede for godt. Men heldigvis valgte 6064 mennesker at klemme et besøg ind imellem strandturene. En stor del af gæsterne var udenlandske gæster, der på denne måde fik en del af den lokale historie med hjem blandt ferieminderne.

Museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen er godt tilfreds med årets vikingemarked, og udtaler

Vi kan nu se tilbage på et veloverstået vikingemarked. Besøgstallet er rigtig godt, især når man tænker på, at stranden virkelig har lokket disse dage. Det understreger igen, at der er en stor interesse for at opleve den lokale kulturhistorie, ikke mindst blandt områdets mange turister.”

Kommentarer